Aktuelt    |    Til foreninger    |    Til firmaer    |    Til private    |    Udlejning    |    Om AIKC    |    Kontakt    |    Til Forsiden









Ans Idræts og
Kultur Center


Ans Søpark 30
8643 Ans By

Vedtægter for Den selvejende Institution
Ans Idræts- og Kulturcenter
(AIKC)

§ 1

Institutionens navn er ”Den selvejende Institution Ans Idræts- og Kulturcenter”.
Institutionens hjemsted er Silkeborg Kommune.

§ 2

Institutionens formål er at drive og vedligeholde et idræts- og kulturcenter i Ans AIKC er et sted, hvor egnens borgere – på tværs af generationer – kan dyrke sport, gå til kulturelle aktiviteter, og i det hele taget hygge sig i fritiden.

Centeret indeholder for tiden følgende lokaler:
• Hal til idræts- og kulturformål.
• Opvarmningshal/gymnastiksal
• Motionscenter.
• Varmtvandsbassin
• Cafeteria
• Mødelokaler
• Væresteder og andre klubhusfaciliteter m.m.

Til opfyldelse af institutionens formål er det opgaven at opføre og drive de for formålets opfyldelse nødvendige bygninger, samt fremskaffe de nødvendige midler til dækning af omkostningerne herved.

Opsamling af overskud ved driften ud over det, som er nødvendigt for konsolidering m.v., er ikke i sig selv noget formål, hvorfor udlejningspris/brugerbetaling skal holdes så lavt, som muligt.

§ 3

Egenkapital fremskaffes via indskud af midler og aktiver fra virksomheder, institutioner, foreninger, enkeltpersoner; fonde m.fl. .
Egenkapitalen udgør endvidere friværdien i institutionens faste ejendom og øvrige aktiver.
Lån kan optages efter godkendelse af bestyrelsen

§ 4

Bestyrelsen varetager den overordnede ledelse af institutionen og er institutionens øverste myndighed.

Bestyrelsen skal påse at institutionen drives i overensstemmelse med formålet.

Bestyrelsen har det overordnede ansvar vedrørende institutionens økonomi, og det årlige regnskab skal forelægges bestyrelsen til godkendelse.

Der udarbejdes hvert år et budget, som forelægges og godkendes af bestyrelsen senest en måned før påbegyndelse af regnskabsåret.

Bestyrelsen består af 4-6 medlemmer, der vælges på følgende måde:
Lige år:
• 1-2 medlemmer udpeget af Ans IF.
• 1 medlem fra de øvrige brugere/foreninger.
Ulige år:
• 1-2 medlemmer udpeget af Ans IF.
• 1 medlem udpeget af Ans IF`s udvalg vedrørende motionscenteret.

Medlemmerne valgt af øvrige brugere vælges på lige år på det årlige møde i marts måned.
På dette møde vælges også suppleant blandt ”de øvrige brugere”.
Ans IF og motionscenteret udpeger hver en suppleant.

Udpegede/brugervalgte medlemmer er valgt for 2 år ad gangen. Udpegningen/valget foretages i marts måned.

Bestyrelsen konstituerer sig med
• Formand
• Næstformand
• Tegningsberettiget bestyrelsesmedlem

Formanden vælges blandt medlemmer udpeget af Ans IF.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, samt indgår nødvendige aftaler om sekretariatsbistand.

Bestyrelsen kan nedsætte ethvert for driften nødvendigt udvalg.

Bestyrelsen holder møde på formandens foranledning, eller såfremt 2 bestyrelsesmedlemmer fremsætter begæring herom.

Dagsorden skal være bestyrelsen i hænde senest 3 hverdage før mødet.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, hvis over halvdelen af medlemmerne er til stede.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Bestyrelsen fører protokol over de beslutninger, der træffes på bestyrelsesmøderne.

Bestyrelsen indkalder hvert år i februar eller marts måned til et årsmøde, hvor centerets aktive brugere (foreninger, institutioner, interessegrupper m.v.) orienteres om driften (herunder budget og regnskab).
Bestyrelsen træffer beslutning om hvem, der anses for aktive brugere. På mødet vælges blandt de brugere, der ikke er repræsenteret gennem Ans IF 1 medlem i lige år.

§ 5

Bestyrelsen repræsenterer Idræts- og Kulturcenteret ud ad til og fører de nødvendige forhandlinger med offentlige myndigheder, samarbejdende organisationer m.v.
Institutionen tegnes af formanden alene eller næstformanden i forening med det tegningsberettigede bestyrelsesmedlem.

§ 6

Der indgås driftsaftale med Silkeborg Kommune og andre institutioner i det omfang, det er nødvendigt for at opfylde formålsparagraffen (jævnfør § 2).

§ 7

Institutionens regnskabsår er sammenfaldende med kalenderåret.
Regnskabet revideres af en statsautoriseret revisor.

§ 8

Beslutning om nedlæggelse af den selvejende institution kan kun ske med enstemmig vedtagelse i bestyrelsen på 2 hinanden følgende møder med mindst 14 dages mellemrum, ligesom vedtægterne kan ændres af en enstemmig bestyrelse på samme vilkår.

Bestyrelsens beslutning om vedtægtsændringer og om nedlæggelse af institutionen skal for at være gyldig godkendes af byrådet i Silkeborg Kommune. Inden fremsendelse til Silkeborg Kommune forelægges vedtægterne Ans IF´s bestyrelse til kommentering.

I tilfælde af nedlæggelse skal et likvidationsprovenu ved opløsning tilfalde en anden forening m.v. i lokalområdet, som har et almen velgørende eller på anden måde almennyttigt formål.
En sådan tildeling skal på forhånd godkendes af byrådet i Silkeborg Kommune.

Denne ændrede vedtægt er enstemmigt vedtaget på 2 hinanden følgende bestyrelsesmøder den 27. november 2012 og den 13. januar 2013

Niels Villumsen
Referent